- Alucard — Afsnit 1
I det skyggefulde efterdønning af en brudt pagt bevæger en skikkelse kendt kun som Alucard sig gennem en verden, hvor afstand forveksles med sikkerhed, og enhver gæld inddrives i blod. Linjen er trukket—en grænse, der aldrig bør overskrides. Men nogen har overskredet den. Ikke endnu, advarslen runger, en hvisket trussel, der hænger i luften som røg. Indkræveren er kommet, og opgøret er uundgåeligt. Det følgende er ikke en forhandling, men en langsom, bevidst afmontering af illusionen om, at man nogensinde virkelig kan undslippe, hvad man skylder. Hvalpen—et symbol på uskyld eller måske en hån—er blevet leget med længe nok. Nu bliver spillet dødbringende.
Dialogen afslører en konfrontation uden forstillelse: en anerkendt gæld, en krævet inddrivelse og en linje, der ikke må overskrides. Spændingen er håndgribelig, hvert ord et blad. "Du forveksler afstand med sikkerhed," siger indkræveren, og i det øjeblik kollapser benægtelsens skrøbelige arkitektur. Svaret er instinktivt: "Hvis du gør det, river jeg dig fra hinanden." Alligevel mødes truslen med en isnende ro. "Nu er vi kvit." Ordene lander som en dom. Det, der blev taget, er blevet returneret med samme mønt, og det, der er tilbage, er efterladt knust—et tomt skall af, hvad der engang var. Det sidste spørgsmål, "Er du færdig med at lege med hvalpen?" er slet ikke et spørgsmål, men et signal om, at det virkelige arbejde er ved at begynde.
Dette er en historie om gengældelse og den uundgåelige tyngdekraft af forpligtelse. Alucard er ikke blot et navn, men en kraft—en indkræver, der opererer uden for nådens grænser. Verdenen er en af barske udvekslinger, hvor enhver handling kræver betaling, og enhver overskredet linje inviterer til udslettelse. Atmosfæren er tyk af rædsel, den slags der sætter sig i knoglerne, før volden bryder ud. Der er ingen helte her, kun skyldnere og kreditorer, rovdyr og bytte. Og i centrum en skikkelse, der har ventet længe nok, som har spillet spillet efter regler, kun de forstår. Linjen er overskredet. Gælden er forfalden. Og Alucard er kommet for at indkræve.
- Alucard — Afsnit 2
En ung bondedatter ved navn Marta bringes til et stort ungarsk gods af sin far, som svarer for hendes dyd og lydighed. Hun modtages af Anna Drulia, en mangeårig tjener i Lady Elizabeths husstand, som beroliger den forskrækkede nykommer med, at alle piger sidder stille i begyndelsen, og at hun snart bliver en dame. Huset er smukt, vejret fint, og det at vente fremstilles som en dyd. Men porten lukker små prinser ind uden håb, og pigerne skal først gøres til ordentlige damer, før noget andet kan følge. Da Marta møder Ladyen selv, undslipper det hende, at Elizabeth er smuk. Ladyen svarer, at skønhed ikke duer alene — en dame må have mange dyder. Marta syr, stopper linned, står tidligt op, laver mad, passer dyr, læser lidt og klager ikke. Hun er stille. Ingen bejler har gjort krav på hende. Hendes far sværger, at hun altid er blevet hjemme og vil gøre, hvad der bliver bedt om. Elizabeth befaler, at hun installeres, og døren lukkes bag faderen.
Indenfor begynder oplæringen. Anna lærer pigerne at sidde, at tale, at holde hænderne stille — og med tiden kalder folk det at være en dame. Nogle egenskaber, bemærker Ladyen, kan ikke læres; de viser sig tidligt, eller de viser sig slet ikke. En pige ved navn Clara roses for holdning og manerer. Et barn ved navn Margot nægter at spise og insisterer på, at hun allerede spiste i går; hun får besked om, at hun skal spise nu og derefter gå i seng som en god pige. Ladyens hår beundres, og hun takker beundreren. Imens forbereder en mand ved navn Frank sig på at ride, før lyset svigter, selvom han er syg; han siger, at osmannerne ikke venter på, at en mand bliver rask. En kvinde ved navn Anna venter på ham i Ungarn. Om natten modtager husstanden ingen gæster. Der bliver ingen anden ret i aften. Pigerne sendes direkte i seng — mens Elizabeth Bathorys hus holder sine egne hungerer stille vågne.
- Alucard — Afsnit 3
Under et kapel, hvor sollys falder på sten, der ikke vil revne, messer en menighed af troende Kyrie; deres stemmer stiger og falder i en ældgammel bøn om nåde. De har ventet en evighed på et tegn—på en engel, på en hånd, der stiger ned—men himlen forbliver tavs. I den stilhed har de spist, men kun nok, og fødslerne er afsluttet: syv i alt, fem døde, to overlevede. Et afkom holder. Efter al denne tid fortsætter de. Deres bøn er ikke en anmodning, men en anklage: hvis du ser dette og intet gør, er du grusom; hvis du ville stoppe det, men ikke kan, er du ikke almægtig; og hvis du slet ikke er der, må vi gøre, hvad du ikke gør. De fortsætter i din stilhed. Amen.
Ind i denne verden af ritualer og rædsel ankommer Signora Alucard, en kvinde, hvis navn alene forstyrrer luften. Hun rejser i karet gennem sne og Bøhmen, på vej mod Ungarn og et møde med Madame Bathory. Hendes eskorte, en mand træt efter en vanskelig dag, betragter hende med varsom nysgerrighed. "Ser du altid ud, som om du lytter til noget, ingen andre kan høre?" spørger han. Hun er gæst hos Madonna Malaspina, der engang tjente Vatikanet, og vejen forude er lang. Nysgerrighed, får hun at vide, skal bruges langsomt. Men Alucards tilstedeværelse rører ved noget—en bevidsthed om, at hun eksisterer, at hun er, at hun ved, hun er. Verden omkring hende splintres i panik klædt som uddannelse, i varme der ændrer karret og tryk der ændrer strømmen. En ravn gribes. En kvinde venter. Og et sted under kapellet holder afkommet, mens de troende venter på en gud, der måske aldrig svarer. I stilheden vil de gøre, hvad der skal gøres.
- Alucard — Afsnit 4
I et stearinlysoplyst kammer, tykt af støv, alkymistiske dampe og klirren fra instrumenter, der kalibreres igen, tager en træt mester og hans spektakulært inkompetente lærling imod en gæst: Leonora Malaspina, en tidligere arkivar ved Vatikanet, hvis tro aldrig har vaklet. Mesteren tester hende med en børnegåde — en dreng, der påstår at have løbet fra Prag til Rom på tredive minutter — for at bevise, at tro har grænser, og at det, hun ikke kan acceptere som barn, må hun konfrontere som kvinde. Han har allerede mistet sytten minutter på hendes spørgsmål, og han har ikke mere at spilde.
Deres destination er Madame Bathory, som han beskriver som vanvittig, smuk, intelligent og fuldstændig sindssyg — en kvinde, der ikke blot forvandler drenge til tudser, men gør piger til genstande: ringe, kamme, feminine ting, der stadig ånder, hvis man kommer tæt nok på at lytte. I modsætning til den gamle heks fru Darvulia, der sulter sig til en bedøvet halvfemsårig, er Bathory noget værre end en heks. Mesteren fremviser en enorm tand — bevis på endnu en varulv, endnu en lykantrop, endnu en forbandet varulv — og reciterer forvandlingens symptomer: bredere kæbe, øget appetit, natlig uro. Det var dag, bemærker han, da skabningen drak noget og forandrede sig.
Midt i mesterens spiralformede gentagelser — jeg eksisterer, jeg eksisterer, for meget i mit sind — iagttager lærlingen Stoker, og gæsten undersøger, hvordan mesteren virkelig ser dem alle. Information, insisterer han, er ubrugelig, medmindre den kombineres korrekt; man må vide for at kunne kæmpe. For at holde en som Bathory tæt på spørger han sig selv, om hun overhovedet er intelligent. Men Bathory var ikke dum — det er det utålelige. Vanvid er let, skønhed er let; intelligens inde i vanviddet er der, hvor naturen bliver obscøn. Han lyder næsten imponeret. Imponeret? Nej — forfærdet, henrykt, irriteret, fagligt opslugt. I morgen tidlig må de tage af sted for at se den sindssyge.
- Alucard — Afsnit 5
I en skyggefuld verden, hvor gamle manuskripter drukner, og sjælens dybere sår nægter at lukke sig, befaler en streng mester sin unge lærling at opgive poesi og filosofi til fordel for en langt farligere disciplin: målingen af tiden selv. "Tiden er ikke en flod," advarer han. "Tiden er et sår, der lader som om det heler, fordi mennesker er for dumme til at tælle blodet ordentligt." Deres arbejde er alvorligt, præcist og ubarmhjertigt — et ritual af disciplin designet ikke kun til at forhindre dem i at fare vild, men til at forhindre skoven i at sluge dem hele. Drengen skal lære at stå fast, modstå kløen på døren og ignorere den gamle mands hån om fejhed. Men den sande prøve ligger hinsides tærsklen, i sortskoven, hvor små fugle advares om at lukke øjnene, og små ræve om at beholde deres navne indtil morgenen. Da en skikkelse ved navn Markok forsvinder i de skove, bliver drengen afhørt med skræmmende hastværk: Hvorfor gik du i nærheden af det? Talte nogen til dig? Hvem er jeg? Spørgsmålene slører grænsen mellem erindring og besættelse, identitet og illusion. En kvinde ved navn Katarina dukker op, og befalingen er altid den samme: Se ikke. Alligevel ser drengen. Han ser. Og noget ser ham tilbage. Mens vandet stiger, og manuskripterne rådner, mens mesterens lektioner bliver grusommere, og skovens kald bliver sødere, må drengen beslutte, om han vil adlyde de regler, der holder ham menneskelig — eller svare de sorte træer, der kender hans navn. Alucard er en hjemsøgende nedstigning til de steder, hvor tiden bløder, hvor fortiden nægter at forblive begravet, og hvor den eneste måde at overleve på er at huske, hvem du er, før skoven flyver.
- Alucard — Afsnit 6
I de skyggefulde korridorer i et forfaldent gotisk herresæde bliver Samuel beordret af den gådefulde Alucard til at grave en grav—ikke for en falden fjende, men for Alucard selv. Ordren hænger i den kolde luft som en forbandelse, for Baic, en snu modstander, tøvede, hendes sande begær rettet mod Dawn. Men hvorfor? Spørgsmålet gnaver i Samuel, mens han arbejder, jorden giver modvilligt efter for hans spade. De er fem, ræsonnerer han, selvom to kun er mænd—næppe en hær. Alligevel antyder Baics besættelse af Dawn en langt mørkere plan end blot overlevelse. Måske var Dawn aldrig grunden til, at hun døde. Måske er det grunden til, at hun vil rejse sig.
Mens Samuel graver, stiger hastværket. Han har brug for en vogn, en trillebør—hvad som helst til at flytte det, der skal flyttes. Stokers ting er væk, bevogtet af den altid årvågne Darilia. Samuel sendes tilbage i herresædets dybder: anden sal, østside, pigernes værelser; en alicat for enden af vestfløjen. Han skal bevæge sig uset, for øjne er overalt. Et hætteglas presses i hans hænder. Drik, og du vil alligevel dø—ordene ekkoer med dyster profeti. Señor Lucrats navn hviskes som en bøn og en trussel. Så skærer råbet gennem mørket: Alucard er i fare. En anden ulv lurer ham i mørket.
Varme. Varme. Varme. Ordet pulserer som et hjerteslag, mens Samuel kæmper mod tiden. Han finder Alucard, opfordrer ham til at skynde sig, men noget er galt. Samuel, er du okay? Spørgsmålet forbliver ubesvaret, da de forbereder flugten. Er de alle her? Næsten. Baic er ankommet. Så mangler vi kun én. Den sidste brik i dette mareridt er endnu ikke faldet på plads, og daggryet—det aske-grå daggry—venter ikke på nogen. I denne verden af ulve og hætteglas, af grave gravet for de levende og de døde, sløres grænsen mellem frelse og fortabelse, indtil kun blod tilbage.
